International titel til Ulla og Max i 70+


Hver måned afholdes der i de forskellige veteran aldersklasser flere internationale turneringer rundt omkring i verden, i regi af det internationale tennis forbund ITF. – To af vore medlemmer Max Nielsen og Ulla Hansen har i ugen den 29. oktober til den 4. november deltaget i en sådan turnering i Spanien, hvor de i rækken 70+ gik helt til tops i mixed double. Turneringen fandt sted i byen Gandia, der ligger ud til Middelhavet syd for Valencia og nord for Alicante.

Et skønt sted med varmegrader på omkring de 25, men hvor turneringen også blev ramt af stormen Cieran, der gjorde, at hele programmet om torsdagen måtte skubbes til den efterfølgende dag. Ulla og Max oplevede også den orkanagtige storm på nærmeste hold, da de havde indlogeret sig oppe i landet i en lille landsby, der blev udsat for en skovbrand, så de måtte evakueres!

Ikke desto mindre spillede parret aldeles glimrende, efter vores bulletiner var det ikke mindst Ulla. De vandt i kvartfinalen med 6-3, 6-0 over et par fra Spanien og i semifinalen med 6-2, 7-5 over en spanier og hollandsk damespiller. I finalen om lørdagen spillede de mod nr. 8 på ITF ranglisten Edeltraud og Franz Remy fra Tyskland. Efter solide føringer i begge sæt blev det til sejr på 6-4, 6-4 til Ulla og Max.

Stort til lykke til parret, der på billedet fra præmieoverrækkelsen ses sommerligt påklædt stående til venstre, med en official i midten og så det tyske par.