DM Bronze til 70+ holdet

På billedet ses fra venstre Einar From, Christian Nissen, Dorte Popenda, Anne Havmøller, Birgit Skovgaard, Ole Würtz (i et karakteristisk forhåndsslag) og Børge Guldbrandt.

I lørdagens semifinale kamp tabte vores hold som ventet meget klart til de sidste par års danske mestre HIK med 0-5. Det blev til enkelte partier i kampene, men vi blev godt spillet ind på banerne, der lå åbne for en hel del blæst, som jo er uvant for ALTS spillere. Kun i 2. herredouble var Børge og Christian tæt på en sejr, men det blev til 2-6, 6-3, 7-10. – Da sejren var i hus for HIK, blev de to sidste kampe i mixed double ikke spillet, men vi havde nok vundet den ene af de doubler.

Søndagens bronze kamp startede kl. 10 og sluttede kl. 19 (!), men der var dog længere pauser imellem kampene. Der deltog i alt 16 hold i 4 aldersklasser, så der blev spillet på 13 baner samtidigt.

Ole Winner var i sit livs form og viste vejen fra første kamp af. Det blev til en drabelig kamp og sejr på 2-6, 6-3 og 14-12. Einar fulgte op, og selvom han blev den eneste med en sejr i to sæt, på 7-6, 6-4, varede kampen næsten to timer. – Og minsandten om ikke de to havde valgt netop denne holdkamp til at vinde deres første turneringssejr i år i herredoublen, der endte med 10-6 i matchtiebreak (MTB). – Damedoublen kunne vi godt have vundet, men efter at Dorte og Anne havde vundet 7-5 i andet sæt, blev det til 7-10 i MTB. – Det blev så Børge og Christian, der i herredouble skulle gå efter den fjerde sejr i holdkampen, og efter svingende spil lykkedes det med 6-4, 4-6, 10-7.

Med stillingen 4-1 til ALTS afsluttede de to mixed doubler holdkampen. Det blev en sejr til hver side. Anne og Christian spillede godt i deres mixed double i 1. sæt, der blev vundet 6-2, men derefter tog HRT andet sæt og MTB med 10-4. – Omvendt gik det i Dorte og Børges mixed double, hvor de sled sig til en sejr på 2-6, 6-4 og 10-4.

To meget lange døgn sluttede med hjemkomst med færgen kl. 23. Einar og Ole var med rette så stolte, at de bar deres bronze medaljer åbenlyst på færgen, og en sød, kvindelig ansat stirrede intenst på Ole og hans medalje, men han så det ikke.

Kun to af 16 deltagende hold var jyske, og vores 70+ hold kom som det eneste hjem med medaljer.